Arkivet.jpg

Jazzsamlingen indeholder stort set alle former for fonogramtyper fra Cd'er, LP’er, EP’er, V-discs, spolebånd og 78’ere til acetater. Hertil kommer audiovisuelt materiale som foto, 16mm film, VHS-bånd og laser discs samt en meget stor tidsskrifts- og bogsamling. Grundstammen i centrets arkiv er Erik Wiedemann og Peter Tages samlinger samt Karl Emil Knudsens “Jazz Media Collection”. Samlingerne er tilvejebragt med økonomisk støtte fra fonde og universitetet i perioden 2002-2008.

Siden etableringen af Jazzsamlingen er den yderligere blevet suppleret med donationer fra en række institutioner og privatpersoner. Jazzsamlingen er registreret når det kommer til bøger og delvist registreret når det kommer til Cd'er og LP'er. Ud over ovennævnte materialer huser samlingen også et nodearkiv af primært bigbandpartiturer og stemmer. I sin helhed er jazzsamlingen et konglomerat af Wiedemann, Tage og Knudsens samlinger samt en række mindre, men mindst lige så interessante samlinger. Læs mere om disse under andre samlinger.

90.000

LP/CD'er

1.300

EP'er

2.500

78'ere

2.200

Kassettebånd

500

16 mm film

1.450

VHS-bånd

44

Laser Discs

19.000

Bøger og Magasiner

MINDRE ENKELTSAMLINGER

    • Arne Behrndtz nodesamling

      Af Frank Søndergaard, marts 2009.

      Jeg traf Arne Behrndtz for første gang i 1956, da vi stiftede East Park Jazz. Arne boede i Sejrøgade, en af gaderne i ø-gade kvarteret i Aalborg, der hørte til boligselskabet Østparken. Behrndtz var dengang allerede en etableret musiker, trombone spiller, og gift med en af mine skolekammeraters storesøster Annie Wittrup. Han havde sit eget professionelle 10 mands orkester hvor Annie var sangerinden. Jeg husker at Annie var ansat på Adolph Holst fabrik i Aalborg som hjælpepige el. lign. Arne og Annie kaldte sig Sweet and Lovely.

      Jazzhjerte og bigband

      Vi er i årene 1956-60. Arne kom og spillede meget med os amatører til jamsessions i både Tivoli og i Skovkroen. Hans jazzhjerte var større end hans formåen med improvisationerne, men han var en virkelig god "håndværksmusiker". En god nodelæser og en flittig arrangør, og frem for alt var han en af de fire professionelle musikere, der gad at spille med amatørerne i Ankers Møllers bigband. Hver søndag formiddag mødtes vi på Ambassadeur for at spille big band. 18-20 unge mennesker 17-25 år, og så disse 4 gamle (i begyndelsen af 30’erne!) Anker Møller tog sig af saxgruppen, der øvede på scenen, Arne Redman Juliussen tog sig af trompetgruppen, der øvede i Pulterkammeret, Arne Behrndtz tog sig af basunerne, der øvede i orkestergarderoben i kælderen og han leverede også arrangementerne. Tage Westi tog sig af rytmegruppen, der øvede i Galejen. Når vi havde haft disse gruppeprøver et par timer, mødtes vi på scenen alle mand og spille numrene sammen! Vi spillede flere koncerter i f.eks. Håndværkerforeningen til Musik og Ungdom, i Friheden i Aarhus, på Jylland i Randers, og i Statsradiofoniens ungdomsmagasin - herlige tider.

      Behrndtz nodesamling

      Mange minder om dette dukkede op, mens jeg registrerede Arnes nodesamling. Mange af arrangementerne var jo blandt dem vi spillede, men jeg savner dem vi spillede mest nemlig Stan Kenton numrene. Vi spillede bl.a. Artistry in Rhythm, Eager Beaver, Come Back To Sorrento, og mange andre af Kentons egne ting og især arrangementerne af Pete Rugolu. De findes desværre ikke i samlingen mere. Behrndtz var selv en flittig arrangør og vi spillede bl.a. The Man I Love, som han havde arrangeret. Man finder flere af hans egne arrangementer i samlingen printet omhyggeligt med "nodepen" i sirlige ordnede arrangementer - et utroligt arbejde. Det var også en pudsighed at støde på kompositioner af Eivin Breck i samlingen og det er helt nyt for mig at Eivin har udgivet sin egen musik.
      Arne Behrndtzs musikerkarriere har betydet, at han har abonneret på mange forlag for at få arrangementerne, og det er en lille historie i sig selv, at notere sig de forretninger i Aalborg der dengang kunne levere arrangementerne. Jens Hansen Boghandel, Angelo Kjær o.s.v. Flere af arrangementerne har Arne overtaget fra kollegaer som f.eks. Frits Hansen og Knud Erik Madsen, som begge er kendte musikdirektører i Aalborg.

      Epilog

      Det seneste jeg husker om Arne Behrndtz er, at han var bogholder og lærer ved Anker Møllers musikskole i dennes forretning i Vestergade. Samlingen giver en fint billede af, hvad en musiker/kapelmester nødvendigvis måtte have på sit repertoire for at kunne forvente at få jobs enten lokalt eller på turné. Alle nodesider er stemplet med A.B.'s stempel og et repertoire-nummer, hvilket ikke er hysteri, men en simpel nødvendighed for musikerne. Ak ja denne lille samling er et stykke historie i sig selv.

    • John Anders Christensen (1939 - 2016)

      Da John Anders Christensen døde i 2016, 77 år gammel, efterlod han sig hustruen Bente Elkjær og en stor flok venner, familie samt en enorm jazz- og bluessamling, hvoraf en del kommer til at lande i Aalborg i den nærmeste tid.

      John var folkeskolelærer på Hedegaardsskolen i Ballerup i en årrække frem til sin pensionering i 2009, og i løbet af årene på Vordingborg Seminarium var han med til at starte og aktiv i Nykøbing Falsters Jazzklub ”Genserne”, hvor han som spillede klarinet og barytonsax sammen med bla. Frands Mortensen og Poul Kjøller.

      John indsamlede igennem et langt liv en omfattende plade- og bogsamling, der var koncentretet omkring bluesmusikken og jazzen, og han lyttede til sine kære plader dagligt (”Ikke en dag uden jazz”). Det var til tonerne af hans store idol, George Lewis, at han blev spillet ud af kirken i december 2016 med ”Burgundy Street Blues nr. 2”.

      Det er Johns store bog- og tidsskriftsamling, som i de kommende måneder indlemmes i Jazzcentrets samling.

      John Anders Christensen Jazz og Bluessamling
    • Johann Emile Dændlers pladesamling

      Johann Emile Dændler, skribent m.m. født d. 8. november 1911 i København (d. 2006). Som formand og sekretær primus motor i Dansk Jazzmusikerforening fra begyndelsen i 1931, desuden forfatter til jazzartikler i en række blade. 1937-45 indspilningstekniker hos Skandinavisk Grammofon. Amatørtrompetist og –trommeslager i Medico Band og Jazzmusikerforeningens orkester. (fra Erik Wiedemann bd.2)*:

      Dændler var en vigtig figur i debatterne om jazzen i 1930erne og dertil en flittig foredragsholder og debattør. Han var en af bagmændene bag jazzoratoriepladerne fra 1934. Fra 1937 var han lydmand og skar alle danske HMV, Odeon og Columbia plader plus en del andet frem til 1945.

      Erik Wiedemann skriver bl.a. om ham (EW bd.1):

      I et tilbageblik siger Dændler at "et som vi troede dengang, at jazzen kunne vinde almindelig udbredelse og man f.eks. bare kunne få dansemusikken til at få jazzpræget, det nåede vi jo altså aldrig, og dem der fattede det og var interesserede i det, det var en lille akademisk kreds." Alligevel bør denne indsats ikke underkendes. Man fik for første gang mobiliseret danske jazzinteresserede og vel også forøget deres antal, man fik formidlet oplysning om jazzmusik, man fik arrangeret seriøse jazzkoncerter med hovedvægt på danske værker, herunder jazzoratorierne, og man fik iværksat en pædagogisk aktivitet, som ikke kendes tilsvarende i andre lande. Det var ikke så lidt.

      Morten Hein, som har doneret de gamle 78’ere til CDJ, skriver om samlingen:

      "Som enkelt plader er der ikke meget at komme efter, men helheden er efter min mening rasende interessant, fordi den giver en ganske anden indfaldsvinkel til Jazz dengang end den vore sædvanlige forestillinger giver. Det svarer lidt til at læse i Lingtons: Jazz skal der til fra 1941 eller Goldstein og Skaarups Jazz fra 1934."

      Dændlers pladesamling består af:

      Pladeselskab

      Antal Plader

      His Masters Voice 123
      Columbia 46
      Brunswick 20
      Parlophone 19
      Decca 15
      Odeon 17
      Victor  8
      Regal 5
      Diverse selskaber 8
      Testplader 5
      I alt 266

       
      * Wiedemann, Erik, "Jazz i Danmark - i tyverne, trediverne og fyrrerne", 3 bind, Gyldendal 1981

    • Peter Sten Jacobsen

      Musikeren Peter Sten Jacoben, som døde d. 9. juli 2011, har testamenteret sin store jazzsamling til CDJ. Samlingen består af ca. 5000 LP'er samt en række EP'er, CD'er og 78'ere. Dertil kommer en række privatoptagelser med bl.a. Papa Dib's orkester, Bernadotte Swingers, som han startede i 1974, samt en mindre samling af jazzlitteratur.

      Om Peter Sten Jacobsen ('Petter')

      Musikeren Peter Sten Jacobsen (clarinet, sopran- og tenorsax) stammede oprindeligt fra Nykøbing Mors, hvor han var en del af jazzklubmiljøet i 1950erne. Han flyttede i 1964 til København, hvor han bl.a. spillede med Søren Houlind, Ib Lindschou og Papa Dib. Var 1972-95 leder af musikværkstedet ved Bernadotteskolen, hvor han dannede orkestret Bernadotte Swingers i 1974. Med dette orkester fordybede han sig i en mere swingpræget stil over 1930’ernes og 1940’ernes repertoire, som han spillede på sopran- og tenorsax. Med dette orkester indspillede han fem CD’er efter 2000. Vennen Leon Aktor skriver i sine mindeord om Peter Sten:

      "Med sin afdæmpede ro og blidhed var Peter elsket af sine musikelever på værkstedet, men man skulle ikke tage fejl af ham. I Bernadotte Swingers insisterede han på respekt for hver enkelt melodis egenart og krævede ubetinget, at intet nummer nogensinde blev spillet på rygmarven. Han modsatte sig enhver tendens til billige løsninger og japperi. At spille højt og hurtigt eller kun at vælge de numre publikum kendte i forvejen, var slet ikke hans stil. Med sin smukke runde tone, knivskarpe jazzfeeling og kolossale melodiske kreativitet lykkedes det ham gang på gang at skaffe sit publikums opmærksomhed, allermest nok på sopransaxofonen. Den største gave en musiker kan få er både at se smilene brede sig og en tåre blinke hist og her i publikums ansigter, og den gave fik han mange gange, også hos mennesker som ikke til daglig lyttede til jazz.
      Peter var fuldtonet jazzmusiker, men hans store potentiale til trods tiltrak han sig aldrig de etablerede jazzanmelderes opmærksomhed. Til gengæld var han dybt respekteret blandt jazzmusikere inden for den ældre jazz – også de allerkendteste som han var helt på højde med og jævnligt spillede med eller afløste for."

      Peter Sten Jacobsen døde af kræft d. 9. juli 2011, men forinden donerede han sin store jazzsamling til Center for Dansk Jazzhistorie.
       

    • Sjølund Jensen

      Om Sjølund Jensen (18.2.1944 – 31.8.2009), tidligere basunist i bl.a. Bent Ronaks og Ib Glindemanns bigbands. Basunisten og arrangøren Peter Jensen beretter om, hvad Flemming Sjølund og hans nodesamling har betydet for ham.


      Flemming Sjølund kom til at påvirke min musikalske udvikling allerede en del år før jeg traf ham for første gang, som basunist-kollega i Ib Glindemanns Orkester i 1995. Flemming lavede sammen med Bjarne Busk en serie radioprogrammer for DR i midt- 1980'erne, hvor han spillede musik fra den båndsamling med Duke Ellingtons private optagelser. Som hans søn Mercer på det tidspunkt lige havde doneret til institutionen. Disse udsendelser indspillede jeg, som man jo gjorde dengang, på kassettebånd og lyttede til igen og igen indtil jeg kendte både musikken og Flemmings grundigt researchede baggrundskommentarer om musikken og musikerne næsten udenad. Disse program udvidede min musikalske horisont på en måde, som ellers ikke havde været mulig dengang, når man boede i en lille forstad til Aalborg. Desuden gav de jo også lyst til forske videre på egen hånd.

      Som mange andre før mig har jeg lært at komponere og arrangere musik ved at studere "de store mestre". Duke Ellington og Billy Strayhorn er efter min mening stadig de største inden for orkesterjazzen fra det 20. århundrede. Når en klassisk komponiststuderende ønsker at studere en komposition af Alban Berg, er det blot at begive sig til det nærmeste musikbibliotek eller købe partituret i en butik. Så kan man ganske hurtigt finde frem til - i hvert fald i teorien - hvordan en specifik del af musikken er konstrueret. Med Ellingtons og Strayhorns musik forholdt det sig i mange år helt anderledes. Det var for en ung musikstuderende fuldstændigt umuligt at finde ud af, hvor partiturene befandt sig. Der var vist noget med, at de lå på Smithsonian i Washington, men hvordan kunne man lige komme i kontakt med dem, når man kun var 17 år, boede i Vodskov, og internettet ikke var opfundet?

      Her blev Flemming endnu engang vigtig for min musikalske udvikling. Når jeg somme tider på lange busture hjem fra koncerter med Ib Glindemanns orkester "lockede" mig ind på Flemmings gigantiske mentale vidensbase om Ellington og jazz frem til ca. 1960 generelt, nævnte han af og til, at han kendte en bibliotekar på Smithsonian, som havde sendt ham nogle fotokopier af originale Ellington partiturer og stemmer. I min ungdommelige naivitet troede jeg ikke rigtigt på, at det kunne være sandt indtil Flemming en dag lånte mig Billy Strayhorns originale partitur til kompositionen "Midriff". Det var som at snuble over den hellige gral, og et par hurtige kig i partituret startede en veritabel regn af faldende tiører inden i mit lille hovede.

      Der skulle desværre gå nogle år efter mit møde med "Midriff", før jeg igen fik taget mig sammen til dykke ned i Flemmings samling af Ellingtonia. På dette tidspunkt havde han doneret hovedparten af sin samling til Center for Dansk Jazzhistorie på Aalborg Universitet så jeg måtte rejse hjem til min barndoms by for at finde noget, som i mange år havde befundet sig blot ti minutter fra min bopæl i København. Det var naturligvis hele rejsen værd. I løbet af to intense dage på centeret fik jeg indsamlet så meget interessant materiale, at jeg endnu kun har skrabet overfladen af det.

      - Peter Jensen

    • Knud Lauridsen

      Knud er pianist i New Orleans-traditionen, og han flyttede til Aalborg fra København i 1964, hvor han blev aktiv i bl.a. Trolle Behrens Wolverines, Limeriver Jazzband, Aalborg Fodvarmere, Dreamland Hot Seven, Papa Daps Jazzband, Pebbe's New Orleans Jazz Band, New Orleans Four og Laila Amstrup’s Jazzin’ friends. Knud har været en af Jazzcentrets vigtigste kilder til bøgerne om Aalborgs jazzhistorie, og hans mange scrapbøger og righoldige biografiske materiale om de lokale musikere og bands gennem årene indgår nu som en del af Jazzcentrets store lokalarkiv. Samlingen omfatter desuden en del memorabilia samt ca. 100 kassettebånd med nogle af de ovennævnte bands. Også Knuds store arbejde med at dokumentere den tidlige jazz’ historie i New Orleans befinder sig på Jazzcentret i form af 2 gedigne mapper med historisk materiale.

    • Anker Møller

      Anker var aalborgensisk restaurationsmusiker, som trådte sine musikalske barnesko under Besættelsen i amatørbigbandet med Ebba Clarup og Bjarne Landt Andersen. Senere blev han især kendt som kapelmester i Miller’s Show Band og Pensionistorkestret. Anker Møllers samling består af en del scrapbøger samt en mindre samling af kassettebånd med egne optagelser.


    • Finn startede sin karriere som trommeslager i det Aarhusianske jazzmiljø, bl.a. med Jazzminerne og Tom Prehns Kvartet. Jazzanmelder ved Jyllands Posten 1964-76. Uddannet lærer og i en årrække højskolelærer i Snoghøj og Askov samt forstander for Vallekilde Højskole. Informationschef for Dansk Flygtningehjælp 1986-91. Kanalchef for DR P1 1991-99. Formand for Statens Musikråd 1999-2003. Formand for Grænseforeningen 2005-2014. Programmedarbejder i DR Kultur. Medlem af bestyrelsen for Center for Dansk Jazzhistorie fra 2006.

      Finns overdrog sin betragtlige produktion af jazzanmeldelser for Jyllands Posten til Jazzcentret.

    • Stuff Smith

      Stuff Smith egl. Hezekiah Leroy Gordon Smith, 1909-1967, amerikansk jazzviolinist. Han fik sit afgørende gennembrud midt i 1930'erne som elforstærket violinist i Onyx Club i New York. Hans karriere blev meget ujævn, men det forrygende rytmiske drive i hans spil parret med fysisk kraft i fraseringen, der viste, at han tænkte på violinen, som var den et blæseinstrument, har for altid sikret ham pladsen som den store faderskikkelse i jazzviolinisternes overskuelige skare. De sidste 21/2 år af sit liv boede Smith i Danmark, og han ligger begravet på Klakring Kirkegård i Juelsminde.

      Fra Stuff Smith's datter Christine Smith Winther har vi modtaget udklip, billeder, bøger, breve og CD'er omhandlende eller tilhørt Suff Smith.

      Materialerne er i vores database mærket CSW

    • Mogens Østergaard

      Mogens Østergaard 2.11.1942-11.2008

      Mogens Østergaard var lærer på Nr. Uttrup Skole. Desuden havde han en stor interesse i jazzmusik og havde en fin samling af jazzplader, især 78'er, heraf mange danske.

      Birgit Østergaard donerede i 2013 denne unikke samling til CDJ.

    • Per Ringkjøbing

      Per Ringkjøbing samlingen er skænklet CDJ fra fru Margit Ringkjøbing via Karl Aage Aasted. Samlingen indeholder Pers pladesamling med egne pladeudgivelser, bl.a. det fynske trad jazz-ensemble Kardinalerne, Teachers All Stars, The Piccadilly Six og Vendia Jazz. Dertil kommer 6 båndoptagelser med egne grupper samt 1 VHS-video..

      Karl Aage Aasteds biografi over Per Ringkjøbing fra "Vendelbojazz" kan ses her i sin helhed.

      RINGKJØBING, Per (Hansen), trompet, flygelhorn (f. 09-01-1941 i Dalum, d. 03-09-1993 i Astrup.)

      Per Hansen blev født og voksede op i Odense hos sine bedsteforældre. Da Per var 8 år, forærede bedstefaren ham en harmonika og en gammel tjekkisk kornet. Han kom i Blå Kors-spejdernes musikkorps og begyndte med et bulet althorn for senere at avancere til trompet. Han udviklede sig hurtigt ved at aflure de store amerikanske trompetister: Louis Armstrong, Henry Red Allen, Rex Stewart med flere. Odense var hjemstedet for Danmarks dengang absolut største jazzklub, Riverside, et jazzmekka med over 8000 medlemmer. Her var husorkestret dixielandgruppen Kardinalerne (the Jazz Cardinals), og her blev han medlem i 1956 som trompetist. Arne Bue, den senere Papa Bue, var trombonist i bandet.

      Som så mange andre var Pers bedsteforældre utrygge ved en fremtid i musiklivet og fik ham derfor sat i gang med en kontoruddannelse i et ingeniørfirma. Men al sin fritid, weekends og ferier brugte han på musikken.

      En aften i jazzklubben var Per udlånt til Henrik Müllers trio med Torben Munk på elguitar og Bjarne Bundgaard ved trommerne, og Per fik en fin omtale i pressen. Den sorte jazzfyrste Jack Dupree havde også optrådt i Odense og havde hørt Per og fik jammet med ham et par gange. Han erklærede, at denne trompetist kunne han godt tænke sig at få med til London i et band, som han var ved at organisere til en turné.

      For fuld udblæsning i T.A.S

      Men Per måtte på grund af sin uddannelse sige nej tak til tilbuddet.

      Han optrådte i januar 1960 med Kardinalerne i TV-udsendelsen Vi Unge, produceret af Niels-Jørgen Kaiser. Han havde på det tidspunkt spillet i 25 byer med Nykøbing Mors som det nordligste, Tønder som det sydligste og Rønne på Bornholm som det østligste - men aldrig i København.

      På en turné med Kardinalerne i Düsseldorf i 1961 hørte han det skotske band Ken Ramage Dixielanders; han blev medlem, og her kunne han få sin lyst til at supplere sit spil med ekstra toner udnyttet, hvilket ellers ikke var så velset i dixielandgrupper. De havde Edinburgh som base og navnet blev senere ændret til Jack Duff's Jazztet. De turnerede i Europa og Skandinavien. I 1962 forsvandt Ramage pludselig sporløst med pengekassen og bandbussen. Han erstattedes indledningsvist af den danske trombonist Erling Kroner. Udover Per og Erling var besætningen Jack Duff(clr.ts) Alex Shaw(p) og den fænomenale bassist Ronny Mathewson. Per anså dette band som det bedste, han havde spillet i. Erling Kroner kom til at rejse verden rundt med sin musik, men de mødtes igen ved Copenhagen Jazz Festival næsten 30 år senere og indledte et nært samarbejde, der varede lige indtil Per kort efter døde i 1993.

      Han var i sommeren 1962 kortvarigt medlem af Mr. Acker Bilk and his Paramount Jazz Band og medvirkede her på en enkelt indspilning Beau Jazz.

      Ved en koncert i Hamburg med The Jazz Cardinals var opvarmningsbandet et ungdommeligt rockband, der senere blev til The Beatles. Han spillede flere somre i Schweiz.

      Per samlede på sjældne instrumenter, og i Schweiz løb han på Thad Jones, som blev interesseret i en lille antik kornet, som han havde fundet i Spanien.


      Per fortæller:

      En aften, da Thad optrådte med sit Eclipse Band, vinkede han mig op på tribunen, og bad mig spille med. Den første melodi var 'Fingers', og den var ikke let at spille i det tempo, som Thad lagde ud i. Jeg måtte give op og sagde til ham, at jeg umuligt kunne spille så hurtigt og samtidig læse noderne. Han grinede bare og sagde, at det kunne han heller ikke. Hvor jeg savner den latter!

      Men rockmusikken masede sig frem og gjorde det svært for jazzmusikken. En skønne dag var der for få penge i det, og Per begyndte at se sig om efter bedre arbejde. Han fik et kontorjob i Hirtshals, og for at skaffe penge til en påtænkt læreruddannelse solgte han kort efter sin trompet og købte en billet til Grønland, hvor han fik et lettere kontorjob i Søndre Strømfjord. Om aftenen underholdt han de amerikanske soldater i et band med trompet, som soldaterne havde lånt ham. På Grønland mødte han sin kommende kone, Margit, der var vendelbo og som ønskede at komme tilbage til Hjørring, hvor hun var en dygtig gymnastikinstruktør og startede gymnastikgruppen Nordia. Hjemme igen i Danmark blev de gift i 1964 og flyttede til Astrup, en lille landsby øst for Hjørring. Han opgav en tilværelse som professionel musiker på heltid. Familien, kone og børn fik førsteprioritet, og han havde nu penge til at begynde på lærerseminariet i Hjørring i 1965 med musik som et af hovedfagene. En dag manglede Arne Christensen en trompetist til sit danseorkester, og Per begyndt så småt at spille igen. Men blev aldrig igen professionel musiker som før; det syntes han ikke, han kunne byde sin familie, men alligevel var musikken alfa og omega i hans tilværelse.

      I 1966 havde han dannet Per Hansen's Jazzband med en traditionel New Orleans besætning bestående af lokale musikere fra Hjørring området. De spillede i Hjørring og Frederikshavns jazzklub og var også på Fyn og i Kolding. I 1968 var han medlem af Papa Pete Jazzmen, der spillede i jazzklubberne i Nordjylland.

      Efter tre år tog han et sabbatår fra studierne og drog i 1969 med sin familie til Schweiz, hvor han havde fået et tilbud, han ikke kunne sige nej til. Det var det top professionelle Piccadilly Six med bl.a. den amerikanske trompetist Benny Bailey og den schweiziske klarinettist Loys Choquart, og Per medvirkede i løbet af dette år på 6 Lp'er. Han blev dengang anset som Europas bedste kornettist med sin Satchmo-like spillestil som Loys udtrykte det. Det var svært at rejse tilbage, men ellers ville de tre første år på seminariet været spildte. I de to efterfølgende år tilbragtes sommerferien í Schweiz, og han begyndte fra 1970 atter at bruge al sit fritid med at optræde. I sommerferien var han medlem af et band i Geneve ledet af klarinettisten Paul Wardrope og med Victor Stockwell på trombone, Bob Campbell på banjo, Milan Polazek på bas og George Cole ved trommerne. De spillede på forskellige flodbåde på Rhinen.

      Per dannede igen et band i september 1970: Teachers All Stars, der fik kanonsucces både herhjemme og i Europa. I 1972 optrådte Per med Helmer Berg's Trio på Fyn og var flere gange i 70'erne med Papa Bue, når Arne Bue stod og manglede en trompetist. Om sommeren var han i Schweiz med T.A.S. og spillede med Loys Choquart, som de knyttede et tæt venskab med. Loys drev restauranten La Tour i Geneve. Det blev til gentagne besøg i begyndelsen af 70’erne, og Loys var på genvisit i Danmark i 1971. De optrådte med ham på de nordjyske jazzklubber og indspillede Cd’en Teachers All Stars + Loys Choquart On Tour in Denmark.

      Per blev færdiguddannet på seminariet i 1971 og kom på Bagterpskolen i Hjørring, hvor han udover de elementære fag også var musiklærer og som sådan startede Bagterp Brass Band, der rummede både teenagere og voksne fra lokalområdet. Det eksisterer den dag i dag som Bagterpblæserne. Han arbejdede ihærdigt musikalsk med skolens elever og fik indspillet en Lp hos Palle Juul pladestudier i Sønderholm; Ind -holdet var 10 folkeviser, kanoner, spirituals og børnesange.

      Per hed oprindeligt Hansen til efternavn, men da man på Bagterpskolen havde en anden lærer med samme navn, valgte Per at smide Hansen væk og i stedet bruge Ringkjøbing - et gammelt mellemnavn i familien.

      Efter en tre års tid flyttede han til Astrup Skole og ligesom i Bagterp havde han også her musikunder- visning. Dengang var musikundervisningen dog ikke så udbredt som i dag, men begge disse to skoler gjorde en undtagelse. Per komponerede musicals, som i dag stadigvæk bliver opført rundt om i landet, eftersom Margit jævnligt modtager royalties fra Copydan.

      På grund af genremæssige uoverensstemmelser mellem medlemmerne blev T.A.S. opløst i august 1973 og Per dannede derefter sammen med Jørgen Brix bandet Vendia Jazz, der ligesom T.A.S. fik en solid succes.

      I 1975 var Per atter hos Papa Bue, denne gang på en turné i Tyskland. Han spillede med den amerikanske saxofonist Hal Singer og trombonisten John Darville sammen med V.J's rytmegruppe på Jazz 73, det nye jazzspillested i Korsgade, Hjørring, der var blevet etableret af journalist Bent Attrup. Stedet var en almindelig privatbolig med en række små stuer og gav således en ganske intim stemning.

      Per var i juli 1977 gæstespiller hos Jutlandia All Stars og Syncopators på spillestedet Sophus Ferdinand i Odense.

      I december 1978 blev T.A.S. gendannet for en aften på Sysseltinget.

      I foråret 1981 blev Per leder af Hirtshals Big Band. Han brugte meget tid på bandet med indstudering, arrangementer, turnéer og havde også sin skole at passe.

      I 1982 var han med Vendia Jazz. i Jazzhuset i Göteborg og med bigbandet til kulturugen i Lysekil. Sverige.

      I sidste halvdel af 80'erne var han flere gange med V.J. i Sverige og besøgte også Årjäng Jazzfestival flere gange som medlem af Broberg-Zetterquist Jazz Band.

      Han besøgte Papa Dap ved deres 25 års jubilæum og optrådte med orkestret i november 1986; det blev optaget live af pladeselskabet Bivox. Der blev også i 1983 tid til et besøg i Odense, hvor han efter mange år atter kom til at spille med Kardinalerne.

      Per Ringkjøbing's Quintet fik i 1986 debut på Lanternen i Blokhus, de spillede glad jazz og han havde selskab af garvede jazzmusikere som Jørgen Brix(clr.ts) Frank Overlund(p) Hans Bovin(b) Gunnar Hansen(d).

      I februar skrev han musikhistorie med Astrup Skoles femte musical: Da Slikstrup blev til Sundstrup, der er dedikeret til efterårets skolekampagne: Du bliver, hvad du spiser. Han udgav et rolle- og melodihæfte af Pelle og Petrine i Drømmeland, der sammen med Lossepladsen er beregnet for børn fra 6 til 10 år.

      I 1986 havde Per sin ven Niels-Ove Aaen med til Lysekil, og en til lejligheden sammensat jazzgruppe, Scandinavian Jazz Band. De indspillede i Lysekil et kassettebånd med 14 solide traditionelle jazznumre, der bliver serveret med en sprudlende glæde og i en festlig anretning. Bandet var sammensat af Per(trp) Niels Ove Aaen(trb) Ralph 'Knarken' Holmström(clr.s) Björn-Eric Johanson(bj) Ingvar Andersson(tuba) Conny Swahn(d) Bo Ivar Johansson(voc). Björn-Eric var indehaver af pladestudiet Nugget. Musikerne kendte hinanden godt og havde, om ikke spillet sammen, ofte mødtes i Sverige, og Lysekil er jo venskabsby med Hirtshals. Der var ikke tale om noget amatøragtigt hyggejazz i en New Orleans swingstil, og med Bo Ivar Johanssons' croonervokal kunne de minde om Tin Roof Orchestra med en smittende musikglæde i klassikere som Do You Know What It Means.., Muscat Ramble, West End Blues, Lady Be Good, Bei Mir Bist Du Schön osv. Om sommeren var han med VJ i Sverige til jazzfestival i Årjäng med stor succes. Pressen skrev, at de spillede så selv elgene swingede.

      Per spillede til julefrokoster en aften ugentlig i december måned på Vendelbohus med Jørgen Brix(s), Henrik ‘Baloo’ Andersen(p) Ivan Thomsen(b) og Allan Ahrensbach(d).

      I 1989/90 var han med Black Bottom Stompers til julebal i Frederikshavn og spillede igen med dem i juni på C.W.Obels Plads og om aftenen i Kunstpavillonen i Aalborg; besætningen bestod udover af Per(crn) Erik Reichstein(trb) Mogens Hyttel(as) Frank Overlund(p) Poul Martin Poulsen(b) Palle Lønsmann(d).

      Per optrådte på Jazz Festival med Fessors bigband og var atter i Årjäng sidst i 80'erne med Broberg-Zetterquist gruppen. Her mødte han også den berømte aldrende jazzveteran Red Mitchell på bas (da bassen sprang, satte han sig til pianoet) samt Putte Wickman, Siljabloo Nilson og Monika Borrfors.

      I 1989 var han med til at få Bio -100 i Lønstrup i gang som spillested med jazzmusik hver tirsdag. På trods af naboernes klage over larmen fra jazzmusikken fortsætter den i nogle år. Her optrådte Per med sin kvintet og med en tilnærmet udgave Teachers All Stars bestående af Per(trp.flh) Memphis(trb) Jørgen Brix(clr.s) Finn Christensen(p) Niels Ove Rolighed(g) Mogens Iris Andersen(b.voc) Jens Bjørn-Hansen(d). Også optræden af Swingtetten ledet af Jørgen Brix med Per(trp.flh) Frank Overlund(p) Hans Bovin(b) Gunnar Hansen(d) - altså gode kendinge fra området. Den gamle biograf kunne endda rumme Hirtshals Big Band - hvordan mon naboerne reagerede?

      I julen 1990 var der arrangeret jazzduel mellem Hjørring og Brønderslev festligt sammensat af Hans Holtegaard. Fra Hjørring deltager Per Ringkjøbing(trp.flh) Memphis(trb.voc) Jørgen Brix(clr.s) Frank Overlund(p) Steffen Kyhl(g) Poul Martin Poulsen(b) Jens Bjørn-Hansen(d). Fra Brønderslev kom Mogens Iris Andersen(trp) Jørgen Rubæk(trb) Henrik Skaarup(clr) Bent Rasmussen(p) Jens Nørgaard(bj) Hans Johnsen(b) Edvard Vestergaard(d).

      Da Mr. Acker Bilk & His Paramount Jazz Band gæstede Aalborg Hallen, skulle Per selvfølgelig ud og høre dem. Han fik hilst på sin gamle maestro fra 1962 og blev inviteret til at spille med på et par numre.

      På Göteborg Jazzfestival 90 var Per gæstespiller i Riverside Jazz Band og med Rika Dijkstra Quartet på Jazzhuset (Rolf Jernås piano, Per Råman bas, Öyvind

      Eygård trommer og Rika vokal). Også sammen med dem på Festival van de Nederlandse Jazz 90 i Zwolle. Atter på JözzeJass i Arvika (Årjäng) hos Broberg-Zetterquist. Bio - 100 fortsatte sommeren igennem hver tirsdag.

      I 1990 og 91 atter i Sverige som gæstespiller på restaurant Gillestuen i 91 med Becke's Jazz Swingsters bestående af Becke (Bengt) Hinnerson (s) Per Råman(b) Charlie Merwik(g) Raymond Carlsson(d).

      Per og venner optrådte på Bio -100 med den berømte engelske bassist Ron Mathewson, som han spillede sammen med i Skotland for mange år siden. I november var Per gæstespiller ved jubilæumsfestligheder i Stadt St. Gallen. Han optrådte til julebal i Sysseltinget med Swingtetten der består af Per(trp.flh) Henrik ‘Baloo’ Andersen, Ivan Thomsen(b) George Cole(d).

      I maj 1992 var han gæstesolist på Kridthuset i København og spillede her igen sammen med Erling Kroner. Sammen med Kroner dannede Per Ringkjøbing Quintet med Per på flygelhorn, Kroner på trombone, Lennart Wallin piano, Jens Melgaard på bas og George Cole ved trommerne. De indspillede i marts Cd'en Everything Happens to Me på Olufsen Records. Per har lagt trompeten væk og spillede nu kun på flygelhorn.

      Per havde for mange år siden i Tyskland haft kontakt med både Kroner og Cole og inviterede dem over til Astrup i julen 1991 for at planlægge et samarbejde.

      Den 30. juni blev der reception for Cd'en på Sysseltinget, hvor kvintetten optrådte med numre fra Cd'en. På Cd'en er der mange fine præstationer af Per og Kroner, mens Cole er noget ordinær. Wallin havde fået overladt et fortærsket værtshusklaver, som i nogen grad afspejler hans præstationer. Men flygelhornets bløde sjælfulde tone er udtryksfuldt til lyriske ballader, og her kan man som Per udtrykker det, ikke gemme sig bag teknik. Cd'en blev #10 i Årets Jazzplader og på et klip fra Erik Lindemanns udsendelse i Radio Jazz fra Sofiekælderen blev han interviewet af Svend Baaring.

      Cd'en bragte dem på Copenhagen Jazz Festival i juli og publikum og pressen undrede sig over, hvorfor man ikke tidligere havde hørt om denne fremragende trompetist, der åbenbart havde levet i ubemærkethed ovre i Nordjylland. Han havde tidligere spillet trompet med en aggressiv stil, men spillede nu på flygelhorn i en eftertænksom og lyrisk spillestil som en Clark Terry. Her fik han også den uforglemmelige oplevelse at spille med Mercer Ellingtons band.

      Per fik konstateret en uhelbredelig cancer sidst i 1990 og fik fjernet halvdelen af mavesækken og en lymfe -kirtel, og i 1992 blev han opereret for testikel-cancer. Han blev pensioneret fra skolen, og i oktober 1992 var han nær omkommet ved en bilulykke i en flytaxa fra Aalborg lufthavn syd for Brønderslev. Blandt passagererne var også skuespilleren Erik Mørk på vej til en forestilling på Hjørring Teater; han dør en tre måneder senere af sine kvæstelser. Per fik en lille hjernerystelse, højre arm brækket og en hovednerve i armen var beskadiget. Og det var med til at give Cd'en Eveything Happens To Me yderligere mening.

      Men hans vilje og stædighed førte ham samme år 5. juledag tilbage på Min Blå Café i Lønstrup (før Bio - 100), der blev drevet dygtigt af Emmy Christiansen. Her optrådte han for et fuldtalligt og begejstret publikum. Han blev budt velkommen tilbage med knus og kram. Med sig havde han Jørgen Brix(clr.s) Jens Nørholm(p), (b) og Gunnar Hansen(d).

      Han fik en ½ times TV udsendelse på TV Nord.

      I vinterens løb spillede han flere steder i 1993 blid jazz for feinschmeckere med sin trio sammen med Jens Nørholm og Thomas Vang. I april medvirker han som gæstesolist på Jørgens Svares Cd: Jørgen Svare Jazz Quintet - Featuring Fritz von Bülow & Per Ringkjøbing og optrådte med Svares kvartet til lørdagsjazz i Roskilde på Djalma Lunds, der stammer helt tilbage til 1700-tallet og blev etableret som jazzspillested i sommeren 1986. I april optråfte Per Ringkjøbings kvartet på Medborgerhuset i Rødkærsbro. Han forsatte sommeren igennem med optræden på Copenhagen Jazz Festival, Jazz- og Blues Festival på C. W. Obels Plads i Aalborg og var til Jøzzejassen i Arvika med kvintetten.

      Han indspillede sin anden Cd: An Individual Thing - Per Ringkjøbing Quintet With Strings & Winds i marts 93 sammen med Erling Kroner(trb) Morten Højring(g) Ole Skipper Mosgaard(b) Lars Beijbom(d). Endvidere medvirker Walter Gaffron(1.v) Helen Johnsson(2.v.) vokal på Day Dream) Juddi Winel (viola) Niels Erik Clausen(cello). Blæserne er Flemming Lund(fl) Jesper Nehammer(ts.ss) Niels-Ole Bo Johansen(trb) Niels Gerhard(btrb. tuba). 22. august blev der holdt 'dåbsfest' for Cd'en ved en reception på Colosseum i Frederikshavn med smagsprøver fra Cd'en sammen med kvintetten. Derudover fik publikum et genhør med Alpha Big Band med Jens Nørholm som dirigent. Det blev på alle måder en gribende aften. Publikum var chokerede over at møde en Per Ringkjøbing i rullestol efter at have oplevet den kendte trompetist i fuld vigør for bare to år siden. Per modtog de bragende bifald efter hvert nummer med et taknemmeligt smil.

      Højdepunktet var Cd'ens titelnummer, der på forhånd blev annonceret af Per som et vanskeligt nummer, som han måske nok kunne kikse med. Det skete ikke, og endnu engang demonstrerede han at være en af landets dygtigste flygelhornspillere. Alpha Big Band stod for halvdelen af koncerten, og Per udtrykte sin taknemmelighed over, at de blåklædte musikere ville stille op bag ham på en af hans store aftener. Han havde dirigeret dem i 7 år og var nu afløst af Jens Nørholm, der havde tilrettelagt et festligt og solidt program. Per var selv solist i et enkelt nummer, og det samme var hans søn, som var medlem af bigbandet. Bandet rummede også kendte navne som Niels Ove Aaen, Kalle Jørgensen og Anders Krøldrup.

      Per skulle den 23. august holde en reception på Den Blå Café i Lønstrup kun få dage før sin død. Man han var for afkræftet og måtte aflyse. Han skulle have overrakt to glaskunstværker formet som trompeter af glaspusteren Leif Vange som Lønstrups tak for Pers musik i den gamle biografbygning. Pers søn Bjørn mødte op og modtog hædersgaven.

      Per var indlagt på Hjørring Sygehus og levede kun af sondemad. Den sidste weekend tog han afsked med sine børn. Han ville ikke mere, afslog sondemaden og gled med Margit og sine to sønner Bjørn og Morten ved sin side stille bort den 3. september 1993. Han blev den følgende tirsdag begravet på Vrå Valgmenighedskirke, hvor han den 6. juni 1964 var blevet gift med Margit Mølbak.

      Jazzmusikken havde mistet en fremragende og ihærdig ildsjæl, hvis livs væsentligste livsbekræftelse var familien og musikken. Han havde været leder af flere orkestre: Teachers All Stars, Vendia Jazz, Hirtshals Big Band og Alpha Diesel Big Band samt flere mindre grupper og havde medvirket i mange bands og spillet med utallige musikere. Udover de før nævnte optrådte han også med Mezz Mezzrow, Sidney Bechet, Jesper Thilo med flere. Især blev hans berøringsflade kraftigt udvidet, da han med sine Cd'er blev kendt i hovedstaden og han ville med sin ukuelige vilje have de sidste år med på trods af sin kamp med kræften.

      -Karl Aage Aasted

    • Ole Nimand

      Ole Nimand, der er kendt fra sine mange udsendelser på Radio Jazz, skænkede en større samling liveoptagelser fra københavnske jazzscener til Jazzcentret. Det drejer sig om ca. 300 koncerter med især danske og herboende udenlandske musikere/bands (Bob Rockwell, Dough Rainey, Jørgen Emborg, Fredrik Lundin, Jan Kaspersen, Almost Big Band, Orbits, Mazur/Markussen, Jens Søndergaard oma.) Især Pierre Dørges ensembler er rigt repræsenterede blandt optagelserne med New Jungle Orchestra, Dørge-Becker-Carlsen og Thermænius.

      Samlingen indeholder desuden CD'er med en række tema-udsendelser med især svenske musikere, som Ole Nimand har produceret til Radio Jazz i samarbejde med Thorbjørn Sjøgren.

      Kontakt Tore Mortensen på tore@hum.aau.dk for mere information om samlingen.

    • Idrees Sulieman

      Idrees Sulieman, amerikansk bebop-trompetist, som boede i København fra slut-1960'erne til slut-1980'erne. Han var i en længere årrække fast medlem af DRBB. Samlingen omfatter 118 spolebånd med optagelser af bl.a. Clarke-Boland Big Band og DRBB, hvori Sulieman medvirkede samt en række privatoptagelser.

    • Anders Stefansen

      Anders Stefansen var mangeårig samarbejdspartner med Karl Emil Knudsen i Pladeselskabet Storyville, og det var ham, der tog over efter Karl Emil Knudsens død i 2003. Anders var sammen med Knud Thorbjørnsen iniativtager til SBA (Scandinavian Booking Agency), og han var i mange år ansvarlig for de store amerikanske jazzmusikeres turneer i Europa. I 1978 grundlagde han spillestedet “Slukefter” i Tivoli, som han bestyrede frem til 1991, om som lancerede en stjernerække af danske og amerikanske jazzmusikere gennem alle årene.

      Anders var i mange år aktiv på Radio jazz, og det er 50 kassettebånd med hans udsendelser fra perioden 2002-05, som indgår i samlingen.

    • Arvid Møller

      Arvid blev professionel restaurations- og jazzmusiker efter krigen, hvor han spillede bl.a. spillede med Arvid Bricks Kvintet, og Miller's Show Band. Arvid kvittede senere musikerkarrieren for at hellige sig maleriet. Samlingen består af Arvids fantastiske scrapbøger (i kopi) samt en lille håndfuld unikke lakplader med Arvid Bricks Kvintet fra slutningen af 1940’erne.

    • Nils Koppel

      Arkitekten Nils Koppel (1914-2009) var gift med Eva Koppel, og tilsammen tegnede de Langeliniepavillonen, Søllerød Park, H.C. Ørsted Instituttet, Panum Instituttet og Danmarks Tekniske Universitet. Før sin død overlod Nils Koppel sin store samling af 78’ere til sønnen Simon Koppel ('Drumsticks'), som senere gav dem videre til pianisten Marko Martinovic, og det er fra ham Jazzcentret har modtaget samlingen. De gamle 78'ere er i usædvanligt fin stand og rummer fortrinsvis amerikansk bigband musik fra 1930'erne, Jimmy Lunceford, Benny Carter og især Duke Ellington, som var Niels Koppels foretrukne kunstner.

    • Lise West

      Fra jazzsangerinden Lise West har Jazzcentret modtaget en større samling scrapbøger og memorabilia, som dækker perioden fra o. 1950 med de første jazzklubber i København og helt frem til de seneste år.

    • Kaj Møller

      Kaj Møller (1912-1967), altsaxofonist , klarinettist, orkesterleder, arrangør, komponist. Spillede med Jens Warny 1930, Valdemar Eiberg 1931-32, Aage Juhl Thomsen 1932, Erik Tuxen 1933-35, Harald Andersen 1935, Anker Skjoldborg 1935-36, Richard Johansen 1936-37 og Kaj Evans 1937-40. Egne orkestre gennem det meste af 1940’erne, derefter beskæftiget som komponist, især af filmmusik. (citeret Efter Wiedemanns “Jazz i Danmark" bd. 2.)

      Kaj Møllers samling består af hans egne scrapbøger, der dækker hele karrieren. Materialet er doneret til jazzcentret af Trolle Behrens Henriksen.

    • Andersen, Erik F.

      Erik, også kendt som EFA, begyndte at spille i Gladsaxe omkring 1959, først i traditionelle grupper med bl.a. Lars Malther (bj/b) og Niels Skousen (cl), senere (ca. 1960) med Per Aage Brandt Kvintet med bl.a. Karsten Vogel og i 1963 med en kvintet med Ole Matthiessen (p), Niels Harrit (s) og Theo Rahbek (tp). Samme efterår ind i det første danske avantgarde miljø som medlem af Finn von Eybens Trio med Per Aage Brandt, bl.a. jazz og poesi eksperimenter med Inger Christensen og Poul Borum (optagelser herfra findes på CDJ). 1964 - en kort overgang medlem af "Contemporary" Jazz Quartet" med Franz Beckerlee (s) og Hugo Steinmetz (tp) og samme år også medlem af John Tchicais gruppe.

      Erik var aktiv i Restaurant Vingården fra 1961, bl.a. som medlem af Finn Mickleborgs "Four Sounds" med Hugo Rasmussen og Torben Hertz (kl), og han spillede med bl.a. Per Carsten, Earl Hines, Lars Togeby, Jesper Thilo/Bent Jædig, Bent Hesselmann oma.

      De seneste år var Erik aktiv i Holbæks jazzmiljø i perioden 1991-2015, som musiker, organisator, lokalradiovært, og han udgav selv i 2012 bogen "Danske trommer - Historien om danske trommemagere i perioden 1900-1950". Erik, der var født i 1942, døde d. 21. oktober 2018. Man kan stadig læse hans personlige beretninger fra et langt liv med musik på hans egen hjemmeside: https://dansketrommer.dk

      Samlingen af bånd, CD'er, DVD'er og mini discs består af i alt 185 enheder, der bl.a. rummer ældre liveoptagelser med Erik fra Vingården (1964-65) og med Holbæk Swingsters. Her findes endvidere (radio-)optagelser med gæstende amerikanske musikere (John Coltrane, Miles Davis, Sonny Rollins), men de fleste liveoptagelser er fra Holbæk og andre nordsjællandske lokaliteter med lokale grupper og gæstemusikere.

    • Søndergaard, Frank

      Frank Søndergaard var aktiv i det aalborgensiske jazzliv fra 1950’erne og frem til sin død. Medstifter af East Park Jazzklub i 1956, medstifter af "Diskoteque Katten” i 1966, kunstnerisk leder af Birdland Big Band og igennem alle årene aktiv som jazzbassist. Frank var en af Jazzcentrets største lokale støtter, da det etableredes i 2006, og han har gennem årene været en uudtømmelig kilde til fortællingerne om Aalborgs jazzhistorie. Han har endvidere doneret masser af materialer (bånd, programmer, udklip mm) til jazzcentrets arkiv.

    • Ray Pitts-samlingen indeholder hovedsagelig partiturer til Ray Pitts egne kompositioner og arrangementer.

    • Østergaard havde en stor samling af bl.a. 78’er plader heriblandt en del danske titler, som hans enke Birgit Østergaard har doneret CDJ.

      Disse samlinger er nu tilgængelige på CDJ