NYE KLENODIER TIL ARKIVET
Der kommer jævnligt nye ting til Jazzcentrets arkiv, alene i august har vi modtaget/afhentet en større ladning fra 4 donorer, som vi lige nu er i færd med at skabe os et overblik over.
Fra Mogens Johansen i København har vi fået overdraget 15 scrapbøger, som har tilhørt en fjern slægtning, bassist/sanger og kapelmester Arne Skibsted ('Skibber'), som dannede sit første orkester i 1936. Heri spillede bl.a. pianisten Bertram Bech, saxofonist Arne Astrup og sangerinden Aase Werrild sang, mens komponisten Erik Schultz leverer en del arrangementer til ensemblet. Efter besættelsen overtog Skibsted Færgegården i Helsingør, en restaurant hvor der blev afholdt underholdning i form af cabareter, revyer oa. Senere overtog Skibsted restaurant Svingelen i Nakskov.
Scrapbøgerne tegner et interessant tidsbillede af datidens underholdningsbranche, hvor jazzen ofte udfoldede sig i restaurationslivet.
Fra Leif Johansson har vi bl.a. fået overdraget 2 velbevarede radiooptagelser på LP med Papa Bennys Jazzband fra januar 1964 samt en live-optagelse fra Cap Horn med Cap Horn Blowers året efter med Sten Vig, 'Nulle', Gunnar Bay, Palle Bager, John 'Muha' og Leif Johansson.
Senest har trompetisten og sønderjyden Valdemar Rasmussen suppleret vores arkiv med masser af fotos fra en lang og travl karriere.