Trioen Solborg/Banke/Heebøll arbejder i 2026/27, under ledelse af Mark Solborg, med vibrafonisten Viktoria Søndergaard som gæstesolist på en række koncerter, bl.a. under Copenhagen Jazzfestival, Vinterjazz, Den Kgl Danske Ambassade i Berlin m.v.
Gruppen præsenterer fortolkninger af originale nutidige kammermusikalske værker af Solborg skrevet til lejligheden. Rytmisk komplekst og klangligt intenst - dog med en gennemgående melodisk tråd, energi og smukke, til tider let bidske, teksturer.
Over tid har trioen udviklet en særegen gensidig forståelse og - med nogen lytteres ord - telepatisk spillestil, som Søndergaard med største naturlighed glider ind i, som om alle i gruppen trækker vejret gennem samme lunger og skaber transparent, elastisk musik. Her lyttes og tales med omhu, respekt og nysgerrighed.
Den vidunderligt multifacetterede instrumentation og klangpalet rummer rige muligheder for udvidede og unikke kammermusikalske eksperimenter, bestyret af yderst kompetente kapaciteter. Bl.a. en helt forrygende slagtøjs-sektion, strøget guitar, bækkener og vibrafon, basklarinet, saxofoner, altfløjte, elektronik og folkloristisk strengeleg. Denne aften i Aalborg præsenterer vi nyt materiale til en kommende udgivelse.
Kom og hør det live før vi foreviger det.
Pressen har bl.a. skrevet:
"Det er ret så uovertruffent, og det er helt rigtigt set, at bandet ikke bare jern ‘er igennem og smadrer den forbaskede blues i et gevaldigt rabalder, men hele tiden holder tilbage, giver plads til hver en lille mislyd, de fire musikere masserer ud af deres instrumenter, og ud af det skaber en følelse af reel blues, af utilpashed, vrangvilje og fryd over at tillade sig selv at svælge i det.”
- All That
“ ...Det er stærke sager! Balladerne spilles med så megen ro og indlevelse, at de får tiden
til at stå stille. Den plade fortjener at blive lyttet til! “
- Jazznyt, Denmark
Video-link:
Line-up:
Viktoria Søndergaard – vibrafon
Mark Solborg - guitar & elektronik
Anders Banke - tenorsax & basklarinet
Bjørn Heebøll - trommer og percussion
Entré: kr. 150.- / medlemmer kr. 75.-